Told- og skatteregionen havde ved anmeldelse af krav i et dødsbo, inden præklusionsfristens udløb, taget forbehold for eventuelle efterbetalinger, herunder reguleringsforpligtelser for investeringsgoder. Byretten anså told- og skatteregionens krav om renter for prækluderet, da regionen ikke med anmeldelsen havde taget udtrykkeligt forbehold for renter eller havde godtgjort, at forbeholdet om renter på anden måde var fremsat inden proklamafristens udløb. Landsretten stadfæstede byrettens dom med bemærkning om, at dødsboskifteloven ikke var gældende i sagen.

Virksomhed med prydfasanavl og karantænestation for strudse ikke anset som erhvervsmæssig

Skærpede krav til sagsøgerens sandsynliggørelse af befordringens omfang, idet afstanden mellem bopæl og arbejdsplads var usædvanlig stor, og da sagsøgeren havde haft andre overnatningsmuligheder. Bevisbyrden var ikke løftet.

DSB blev ikke anset for skattepligtig til Helsingør Kommune efter dagældende § 8 i lov om kommunal indkomstskat af de beløb, som DSB oppebar fra ScandLines A/S i årene 1991-1994, som betaling for benyttelsen af færgeanlægget i Helsingør. Landsretten fandt, at bestemmelsen kun hjemler beskatning af statsindtægter, når disse er erhvervsmæssige. Da færgehavnen tjente det overordnede samfundsmæssige hensyn at sikre samfærdsel og samhandel, fandt landsretten ikke, at de pågældende indtægter var omfattet af skattepligten.

Direktøren for et sagsøgende selskab blev pålagt at besvare et spørgsmål fra Skatteministeriet. Landsretten fastslog, at en skatteyder efter bestemmelserne i skattekontrollovens §§ 1 og 6 har pligt til med hensyn til egne skattemæssige forhold efter anmodning at redegøre for grundlaget for de selvangivne oplysninger samt til at indlevere bilagsmateriale af betydning for ligningen. En pligt for direktøren til at besvare spørgsmålet kunne ikke anses som en omgåelse af skattekontrollovens oplysningsregler eller som stridende imod et proportionalitetsprincip

Kommuners interesse i opkrævning af dækningsafgift ikke anset for en sådan særlig interesse, der berettiger kommunerne til at påklage vurdering af statsejede militære flyvestationer, som var blevet undtaget fra vurdering. De sagsøgende kommuner kunne herefter ikke opnå en domstolsprøvelse af lovligheden af Landsskatterettens kendelser, og sagen blev afvist.

En ejendom, hvor skatteyderen både havde bopæl og arbejdssted, ikke anset som arbejdssted i ligningslovens § 9 B's forstand.

Skatteministeriets departement meddeler, at der ikke i rentecirkulæret er hjemmel til at forrente beløb, som efter at have været tilbageholdt efter momslovens § 63 udbetales den momspligtige senest op til 1 år efter registreringstidspunktet.

Revisor havde ved sin fejlagtige rådgivning vedrørende opgørelse af momstilsvar bevirket, at forespørgers momstilsvar var blevet opgjort forkert. Da revisor ved sin rådgivning havde stillet forespørger en større avance i udsigt, anså Ligningsrådet revisors udbetaling af erstatning for at være en erstatning for manglende fortjeneste. Erstatningen er derfor skattepligtig efter statsskattelovens § 4.

En koncerndirektør blev anset for at have bestemmende indflydelse på egen aflønningsform uanset, at et udvalg under bestyrelsen fastsatte lønnens størrelse og sammensætning. Den skattemæssige værdi af rådigheden over boligen skulle derfor ske efter de særlige værdiansættelsesregler i ligningslovens § 16, stk. 9. Direktøren kunne efter Ligningsrådets opfattelse ikke undgå at blive beskattet efter bestemmelsen ved, at arbejdsgiveren undlod at stille boligen frit til rådighed, og direktøren i stedet ville leje helårsboligen af arbejdsgiveren til den objektive leje.

Told- og Skattestyrelsen er blevet opmærksom på, at der er en uensartet praksis for beskatningsstedet for insemineringsydelser vedr. heste. Styrelsen skal hermed meddele, at ydelserne ikke er omfattet af momslovens § 17, stk. 1, nr. 3. Ydelserne er derimod omfattet af momslovens § 15.

Såfremt bedækningen af hoppen sker ved at en hingst bedækker hoppen naturligt, er det styrelsens vurdering, at ydelserne er omfattet af momslovens § 17, stk. 1, nr. 3.

Told- og Skattestyrelsen har udtalt, at skoler, der som led i regeringens handlingsplan for bedre og sundere mad til børn deltager i forsøgsordningen vedrørende mad- og måltidsordninger i enkeltinstitutioner, ikke skal betale moms af tilskud og elevbetaling.

 

Skatteministeriet havde for domstolene indbragt en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse, hvor retten havde fundet, at et selskab, der havde foretaget uberettigede hensættelser vedrørende igangværende arbejder, skulle foretage regulering såvel primo som ultimo af disse hensættelser, hvorved man opnåede en korrekt indkomstopgørelse for det pågældende indkomstår. Den anlagte sag er hævet igen af Skatteministeriet. Nedenfor gengives kendelsen og Skatteministeriets meddelelse om baggrunden for, at sagen blev anlagt ved domstolene og hævet igen.

Ligningsrådet fandt, at en nærmere beskrevet bilordning baseret på deleleasing - arbejdsgiveren og den ansatte indgår hver en leasingaftale med et leasingselskab om henholdsvis den erhvervsmæssige og den private kørsel i samme bil - var omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, om beskatning af fri firmabil. Ligningsrådet anså ikke den forelagte ordning for i tilstrækkelig grad at adskille sig fra tilfælde, hvor en arbejdsgiver stiller en leaset bil til rådighed for den ansattes private benyttelse mod at den ansatte med beskattede midler foretager en egenbetaling og hvor den skattepligtige værdi af den fri bil reduceres med egenbetalingen.

Overtagelse af et uskiftet bo til fri rådighed uden skifte, hvis alle livsarvingerne efter førstafdøde ægtefælle dør, jf. arvelovens § 24, medfører, at der kun skal anvendes et bundfradrag ved beregning af boafgiften i boet efter den efterlevende ægtefælle, jf. boafgiftslovens § 6, stk. 1, litra a, jf. § 8, stk. 2.

Hovedanpartshaver skulle ikke beskattes af værdi af fri bil til rådighed. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at bilen hovedsagelig blev brugt af hovedanpartshaverens ægtefælle, at hovedanpartshaveren kun benyttede bilen til begrænsede arbejdsopgaver, at hovedanpartshaveren havde egen bil, og at hovedanpartshaveren stilling i selskabet var underordnet.

I 1994 foretog Frederikskogene (sammenslutning af lodsejere i marsken ved Tønder) en udlodning til lodsejerne. Sagen drejede sig om, hvorvidt udlodningen var fra et interessentskab og dermed udlodning af egen formue eller fra en forening omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6 og dermed skattepligtig hos modtageren jf. statsskattelovens § 4 a. Udlodningen var baseret på en i 1990 udbetalt skattefri fredningserstatning til Frederikskogene. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at vedtægterne indeholdt en række bestemmelser, som var atypiske for interessentskaber eller samejeforhold. Ud fra en samlet bedømmelse fandt landsretten, at der forelå udbetaling fra en forening, som var et selvstændigt skattesubjekt.

Statsautoriseret revisors honorar skulle beskattes i det år, honorarkravet var afregningsmodent. Det forhold, at fakturering først skete senere, medførte ikke en udskydelse af beskatningen. Skatteministeriet anerkendte, at et af honorarkravene var bestridt allerede i det år, hvor det var afregningsmodent. Det var derfor berettiget at skatteyder undlod at føre det til indtægt. Højesteret stadfæstede landsrettens dom med den af Skatteministeriet anerkendte ændring.

X ejede 100 % af H ApS, som havde en ejerandel i A ApS på 53 %. Den anden del af anpartskapitalen på 47 % ejedes af X´s søn Y. Der blev ansøgt om dispensation fra 3-års ejertidsvilkår stillet i forbindelse med tilladelse til skattefri anpartsombytning, hvor det var en betingelse, at det nye moderselskabs (H ApS) ejer- og stemmeandel af datterselskabet (A ApS) bevares i mindst 3 år fra ombytningen. Der var efter den oprindelige ombytning opstået et meget dårligt forhold mellem de to anpartshavere X og Y. De to parter varetog hvert sit område af virksomheden, og der var derfor planen, at A ApS skulle indløse de H ApS ejede anparter igennem en nedskrivning af anpartskapitalen, hvorefter H ApS i tilknytning hertil ved et sædvanligt køb skulle overtage de aktiver, som havde med den gren af virksomheden at gøre, som X primært varetog. Da uoverensstemmelserne ikke fandtes at berøre driften i selskabet i en negativ retning, fandt Styrelsen således ikke, at dette forhold kunne begrunde en dispensation fra betingelse om bevarelse af den relative ejer- og stemmeandel. Der blev på baggrund heraf meddelt afslag.

 

Et selskab drev dels virksomhed med afvikling af en tidligere banks almindelige bankforretninger, dels virksomhed med afvikling af leasingaktiviteter, som den tidligere bank havde haft udskilt i et datterselskab. Ligningsrådet fandt, at selskabets leasingaktivitet udgjorde en integreret del af selskabets øvrige finansielle virksomhed med afvikling af bankforretningerne, hvorfor leasingdriftsmidlerne ikke kunne afskrives på en særskilt saldo.

Kursgevinstlovens § 8 G, stk. 2, gav adgang til tabsfradrag for ikke erhvervsmæssige tilknyttede terminskontrakter i tidligere års nettogevinst, beregnet på grundlag af resultatet af såvel erhvervsmæssige som ikke erhvervsmæssige kontrakter. En formalitetsindsigelse om manglende udsendelse af agterskrivelse blev ikke taget til følge.

Styrelsen har udsendt retningslinier om konsekvenserne af en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse af 14. december 1999

Fradrag for underskud på bådudlejningsvirksomhed blev nægtet, da selskabets anskaffelse og drift af bådene ikke var erhvervsmæsssigt forsvarlig.