Afslag på ansøgning om tilladelse til succession på aktionærsiden, jf. fusionsskattelovens § 15 b, stk. 6. 3Com Corporation havde gennemført en restrukturering af selskabet ved at udskille en gren af virksomheden til et nyt selskab, Palm Inc. Herefter deklarerede bestyrelsen i det indskydende selskab, at aktionærerne skulle modtage aktier i det nystiftede datterselskab i forhold til aktionærernes beholdning af aktier i 3Com Corporation. Told- og Skattestyrelsen fandt ikke, at de foretagne transaktioner kunne sidestilles med en spaltning i fusionsskattelovens forstand, hvorfor anmodningen ikke kunne imødekommes. Afgørelsen er bindende for alle danske aktionærer i 3Com Corporation, jf. TfS 1999, 449.

Ligningsrådet udtalte i en bindende forhåndsbesked, at en skattefri fusion mellem to foreninger kunne ske med 10 måneders tilbagevirkende kraft. Ligningsrådet udtalte endvidere, at det er primoformuen efter gennemførelsen af fusionen, der lægges til grund ved beregningen af konsolideringsfradraget efter fondsbeskatningsloven § 9, stk. 1, jf. § 5, stk. 3 og 4.

Efter ordlyden af aftaler anført i et generalforsamlingsprotokollat overdrog henholdsvis en revisor og dennes selskab retten til at udføre konsulent- og revisionsopgaver til to nyerhvervede selskaber. Herfor skulle der betales faste årlige vederlag, men der blev ikke i forbindelse med overdragelserne betalt for goodwill, og aftalerne var ifølge deres formulering gjort tidsmæssigt begrænsede.
Landsretten tiltrådte, at overdragelsesaftalerne i skattemæssig henseende ikke kunne tillægges virkning efter deres indhold, og at revisoren personligt henholdsvis dennes gamle revisionsselskab var rette indkomstmodtager af de omhandlede revisions- og konsulenthonorarer. Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at virksomhedernes kunder ikke blev skriftligt orienteret om overdragelserne, som de heller ikke blev anmodet om at tiltræde. Landsretten fandt det endvidere ikke bevist, at overdragelserne blev foretaget som led i en plan om et generationsskifte og udtalte, at overdragelserne reelt indebar en adskillelse af de indtægtsgivende aktiver fra afkastet, samt at overdragelserne alene havde været mulige, fordi de blev indgået mellem parter med tæt forbundne fælles interesser.

Selvangivelse var vedlagt et regnskab, hvoraf fremgik et underskud ved deltagelse i interessentskabsvirksomhed. Dette underskud blev fejlagtigt opført i selvangivelsens rubrik for overskud af selvstændig virksomhed. Årsopgørelse blev udskrevet på grundlag af det i selvangivelsen anførte. Efter anmodning fra skatteyderen blev der udskrevet en fornyet årsopgørelse, hvor fejlen var korrigeret. En efterfølgende forhøjelse af den pågældende skatteyders skatteansættelse fandtes ikke omfattet at § 1, stk. 2, i den dagældende bekendtgørelse nr. 230 af 6. april 1990, hvorefter der skal indhentes godkendelse for vedkommende told- og skatteregion, når der er gennemført en forhøjelse af ansættelsen efter udløbet af ligningsfristen, og den kommunale skattemyndighed tidligere har nedsat en skatteansættelse i forhold til det selvangivne eller i forhold til en tidligere foretaget skatteansættelse.

Lagt til grund, at den feriepengeforpligtelse, som GiroBank A/S havde overtaget i forbindelse med omdannelsen af PostGiro til GiroBank, var en del af GiroBank A/S' anskaffelsessum for virksomheden, hvorfor beløbet ikke var fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6 a. Ej fundet godtgjort, at der forelå en fast administrativ praksis for at indrømme fradrag i sådanne situationer.

Ligningsrådet har ændret sin tidligere tilkendegivelse af den 22. februar 2000, således at beløb udbetalt som såkaldte overdækningsbeløb anses som skattefri for private forbrugere. Tilkendegivelsen er ikke ændret for så vidt angår beskatningen af likvidationsudlodningen, idet denne fortsat skattemæssigt må betragtes som skattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4.

Lagt til grund, at arbejdstagerens opgørelse over kilometer havde været behæftet med nogen uklarhed både med hensyn til de enkelte destinationer og med hensyn til karakteren af kørslerne, hvorfor arbejds­giveren ikke havde haft tilstrækkeligt grundlag for i skattemæssig henseende at udøve en effektiv kontrol i forbindelse med godken­delse af kørsels­opgørelserne. Den udbetalte kørselsgodt­gørelse var derfor skattepligtig for den ansatte.

I forbindelse med et selskabs køb og videresalg af to overskudsselskaber fandt rettens flertal ikke, at selskabet havde modtaget maskeret udlodning.

Højesteret pålagde i medfør af den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5 sælgerne, der som led i selvfinansieringen ved salget af et overskudsselskab overførte forskellen mellem selskabets midler og købesummen til køber ("nettoafregning"), hæftelse for de tabte selskabsskatter incl. selskabsskatterenter samt for omkostningerne ved konkursens indtræden og boets behandling, jf. konkurslovens § 93, nr. 1 og 2 og rimelige omkostninger ved likvidationen af selskabet og retsafgift, jf. § 94, nr. 3 og 4. Hæftelsesbeløbet blev dog reduceret med differencen mellem boets indtægter (tilbagebetalt ambi) og skatten af denne konkursindkomst. Konkursboets krav var ikke forældet, idet forældelsesfristen måtte anses for afbrudt ved sælgernes modtagelse af en telefaxstævning, der den følgende dag blev fulgt op af en originalstævning.

Sælgerne af et overskudsselskab overførte som led i selvfinansieringen selskabets midler til en konto tilhørende køber. Sælgerne blev under disse omstændigheder pålagt hæftelse efter den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5 for tabte skatter og selskabsskatterenter samt for omkostninger ved konkursens indtræden og boets behandling, jf. konkurslovens § 93, nr. 1 og 2, og dertil rimelige omkostninger ved likvidationen og retsafgift, jf. konkurslovens § 94, nr. 3 og 4. Retten fandt endvidere sælgers rådgivere og køberbanken erstatningsansvarlig efter de almindelige erstatningsregler og fordelte ansvaret mellem sælger, rådgivere, køberbank og nogle pesoner, som havde formidlet salget af overskudsselskabet.

Sælgerne af et overskudsselskab overførte som led i selvfinansieringen selskabets midler direkte til køber. Højesteret pålagde i medfør af aktieselskabslovens § 115, stk. 5 sælgerne hæftelse for de tabte selskabsskatter incl. selskabsskatterenter og pligt til at anerkende, at de solidarisk var forpligtet til at dække omkostninger ved konkursens indtræden og boets behandling, jf. konkurslovens § 93, nr. 1 og 2 samt retsafgift, jf. § 94, nr. 4.

Østre Landsret fandt sælgeren af et overskudsselskab ansvarlig for skattevæsenets tab. Retten lagde vægt på, at købers betaling af en merpris på 228.000 kr. ud over selskabets egenkapital ikke kunne forklares med nettorenteværdien af den afsatte skat og køberens muligt sparede omkostninger til stiftelse eller erhvervelse af et andet selskab. Merprisen kunne lovligt alene begrundes med mulighederne for at udskyde eller eliminere selskabets skattetilsvar. Da salget af overskudsselskabet ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition, havde sælger særlig anledning til at være opmærksom på risikoen for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser. Sælgeren, der ikke foretog nærmere undersøgelse af den for ham ukendte købers formål m.v. med erhvervelsen af selskabet, måtte indse, at skattevæsenets risiko var særlig stor, når købesummen blev betalt med selskabets egne midler. Da overdragelsesaftalen gav mulighed for samtidig udveksling af købesummen og selskabets midler og da selskabets midler blev overført til en ny konto med beskeden rentetilskrivning, var det nærliggende for sælger at antage, at købet også faktisk skete for selskabets egne midler.

Skattemyndigheden udsendte agterskrivelse den 18. april 1997 om en forhøjelse på kr. 540.000,-. Skattemyndighedens afgørelse af 23. juli 1997, som fulgte en efterfølgende "agterskrivelse", der var for sen i henhold til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, 1. pkt., angik beskatningen af det samme beløb. Uanset at den skatteretlige vurdering afveg fra den, der var foretaget i den første agterskrivelse, fandt Højesteret, at skattemyndighedernes underretningspligt efter skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, var opfyldt med den første agterskrivelse, der var rettidig i henhold til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, 1. pkt.

Højesteret fandt, at efterbeskatning i medfør af etableringskontolovens § 11 A, var berettiget, da den etablerede virksomhed ikke havde erhvervsmæssig karakter. Efter den dagældende etableringskontolovs § 11 A, skulle der ved uberettiget hævning af etableringkontomidler ske beskatning af det hævede beløb med tillæg, ikke i hævningsåret, men i indskudsåret. Denne særlige ordning indebar at forældelsesfristen i den dagældende skattestyrelseslov § 35, stk. 1 ikke kunne finde anvendelse på efterbeskatning af etableringskontomidler.

Udgifter til ombygning af et selskabs faste ejendom afholdt af hovedaktionærens ægtefælle anset som skattepligtigt tilskud til selskabet

Ikke godtgjort, at et skatteforbehold angående en mellem interesseforbundne parter foretaget ejendomsoverdragelse var aftalt senest samtidig med skødets oprettelse, og skatteforbeholdet kunne derfor ikke tillægges skattemæssig betydning for indkomstopgørelsen

Landsretten fastslog, at inddrivelse af et i Tyskland opstået krav på cigaretafgifter kunne inddrives her i landet i medfør af lov om gensidig bistand ved inddrivelse af visse EF-fordringer, uanset at rekvisitus havde fremsat en række indsigelser mod det af de tyske myndigheder opgjorte krav.

Sagen vedrører spørgsmålet, om investorerne i to udenlandske fonde "udøver et erhverv" i Danmark efter KSL § 2, stk. 1, litra d) og SEL § 2, stk. 1, litra a) som følge af en investering i et dansk kommanditselskab K/S A. K/S A er et ventureselskab, hvis formål er at investere kapital i nystartede biotekselskaber.

Ligningsrådet fandt, at aktiviteten ikke opfylder betingelsen om, at der skal udøves erhverv fra et fast driftssted her i landet, da K/S A alene har til formål at erhverve anlægsaktier.

Erstatningsbeløb betalt af skatteyder til bank i anledning af førindfrielse af et fastforrentet lån med fast løbetid anset for en fradragsberettiget renteudgift, jf. statsskattelovens § 6 e.

Et moderselskab stillede over for en bank tabskaution for et datterselskabs gæld til banken. Moderselskabet ejede oprindelig 96% af anparterne i datterselskabet. Datterselskabet gik senere konkurs. Moderselskabet gjorde gældende, at det forinden konkursen havde afhændet 48% af anparterne i datterselskabet, hvorfor selskaberne ikke længere var koncernforbundne som anført i den dagældende kursgevinstlovs § 6 B, stk. 3.
Landsretten lagde til grund, at der med den påståede køber af anparterne i datterselskabet var indgået en aftale om, at denne havde en køberet til halvdelen af moderselskabets anparter. Det blev også lagt til grund, at en advokat havde udarbejdet en overdragelsesaftale vedrørende disse anparter, men moderselskabet havde ikke godtgjort, at aftalen blev skrevet under, og at den i øvrigt skulle være bindende mellem parterne. Ifølge forklaringen skulle anparterne betales kontant, og dette var efter bevisførelsen ikke sket.

Skatteyderen var af et selskab, hvori han var medejer, udsendt som "konsulent" til et polsk og senere også et litauisk selskab, som det danske selskab var medejer af. Sagsøgeren gjorde gældende, at han i de indbragte indkomstår havde arbejdet på skiftende arbejdssteder i såvel udlandet som i Danmark. Skatteyderen gjorde også gældende, at han var berettiget til at modtage skattefri befordringsgodtgørelse, idet han havde anvendt egen bil. Herudover gjorde han også gældende, at han havde dokumenteret en række mindre udgifter.
Landsretten fandt, at skatteyderen i de af sagen omhandlede år havde udført arbejdsopgaver, som faktisk leder af virksomhederne i Polen og Litauen. Arbejdsopgaverne ansås ikke for at være af midlertidig karakter, idet arbejdsopgaverne havde karakter af at være sædvanlig ledelsesmæssige opgaver af permanent og fast tilbagevendende karakter. Skatteyderen var derfor ikke efter TS-cirkulære 1992-3 og 1992-18 berettiget til at modtage skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse.
Sagsøgeren kunne som lønmodtager i indkomståret 1994 ikke foretage fradrag efter ligningslovens § 9 B. Sagsøgeren havde ikke haft skiftende arbejdssteder og var derfor ikke berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 B i indkomstårene 1992 og 1993.
Landsretten fandt efter bevisførelsen, at skatteyderen havde benyttet en polsk indregistreret bil, der var registreret i det polske projektselskabs navn. Sagsøgeren havde derfor ikke, og da der ikke fremlagt dokumentation for, hvorledes finansieringen af købet af bilen havde fundet sted, godtgjort, at han reelt var ejer af bilen.
Sagsøgeren havde ikke efter bevisførelsen godtgjort, at han havde afholdt fradragsberettigede udlæg.

Maksimeringsreglen i selskabsskattelovens § 29 B, stk. 5, skal forstås således, at det er berettiget ved opgørelsen af den højeste indkomstskat i indkomståret eller i et af de to seneste indkomstår forud for indkomståret at medregne et datterselskabs betalte skatter, i den situation hvor datterselskabet senere bliver sambeskattet med moderselskabet, og hvor datterselskabets og moderselskabets samlede a conto skattebetalinger under sambeskatningen indebærer, at der fremkommer et overskydende skattebeløb.

Højesteret tiltrådte Østre Landsrets dom, hvorefter analyseinstituttet H A/S ud fra de foreliggende oplysninger om virksomhedens karakter med rette af afgiftsmyndighederne var blevet anset som et "bureau" omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Selskabet havde derfor ikke krav på hel eller delvis tilbagebetaling af elafgift eller kuldioxidafgift.

Antaget, at et beløb, som et selskab betalte, var vederlag for overdragelse af 5O% af aktierne i selskabet. Beløbet skulle retteligt have været betalt af selskabets aktionærer.

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt der i forbindelse med indgåelsen af kontrakter af 20. december 1990 om overdragelse af aktier blev indgået en aftale om, at der senere skulle ske en efterregulering. Kontrakterne indeholdt en præcist fastsat købesum. I maj 1992 udarbejdede en revisor, der havde været med til at udarbejde de oprindelige kontrakter, et notat, hvori han anførte, at der var rejst spørgsmål om, hvorvidt der kunne foretages en yderligere betaling for aktierne. Selv om landsretten, fandt det bevist, at spørgsmålet om en efterregulering allerede blev drøftet i december 1990, fandt landsretten ikke, at det kunne lægges til grund, at der var indgået en retlig bindende aftale om efterregulering af købesummen.